Forside   /   WebTV    /    Buskes Facebook    /    Nyhedsbrev  

















 

Buske bofællesskab er beliggende i Hvalsø på Midtsjælland

 

Vi er 9 familier der bor sammen på en smuk 30.000m2 grund, med flere bygninger. Vi har hver vores lejlighed, men har også et deljligt stort Fælleshus, med køkken og opholdsrum. Vi spiser sammen 4 dage om ugen, og laver altid øko mad.
Vi har haft store ambitioner om køkkenhave, men den er i dag skrumpet noget ind, og består primært af bærbuske og jordbærplanter + en del ukrudt:-) Vores store hønsegård har et varierende antal høns (5-12 stk. sådancirka), skaber gode vibes, og giver lidt æg og kød.
Vi har over årene oprettet og nedlagt mange aktiviteter: læseklub, løbeklub, biavl, filmaftener, øllaug og meget mere af det sjove. Nogle ting eksisterer stadig, nye etableret, og andre er måske sat på stand-by.
 
Her på siden kan du se og læse lidt mere om os... Ikke alt, men nok til at give et indtryk af hvem vi er.
 
 
Fællesbillede

Hvordan kan man komme til at BO PÅ BUSKE?


Vi har ingen ledige lejligheder, og ingen venteliste, men kunne du være interesseret i at bo på Buske, så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi vil annoncere evt. ledige lejligheder.

 

Lad os være helt ærlige. Det er svært at komme ind.

 

Det er meget sjældent at nogle flytter, og når det sker er der mange som er interesseret i at flytte ind i vores Bofællesskab.

Vi får mange henvendelser fra folk som er interesseret i at bo på Buske. Det er vi naturligvis glade for, men vi har som sagt ikke venteliste, og hvis der en gang er en der flytter, så slår vi det op på Facebook og i Nyhedsbrevet. Derefter holdes der et åbent Hus arrangement, hvor man kan komme og se stedet og møde os der bor her, og vi kan møde dem der er interesseret.
Vi vurderer altid hvem vi finder bedst egnet til at flytte ind, ud fra alder, køn og evt. antal medlemmer i familien (eller enlig) m.m. Vi ønsker at sammensætte en beboergruppe, som spænder vidt i alder og køn.

Her er Kroen

 
Der er 4 lejligheder i Kroen. Der bor en familie i hver lejlighed:-)
Buske kroen

Her er Hovedhuset

med Magasinet på højre side.

Her bor fire familier.
Billedet er tager fra Fælleshusets terrasse, på en lun sommeraften.
Hovedhus

Den traditionelle sommerfest

 
Den traditionelle Sommerfest på Buske samler bofæller, vores venner og en del familie, samt godt netværk fra oplandet til en eftermiddag og aften med grill, børneløjer og musik og dans til den lyse morgen.
 
Den afholdes med 1 til 2 års mellemrum.
Buske-Sommerfest-2022-invitation
Buske-børn-med-talebobler-2-Om-Buske-beboere

Tjoo tjaa ...


Af børn og fulde folk skal man høre sandheden
Vi har bedt nogle af de mange buskebørn om at fortælle lidt om os der bor på buske.

Interview med Harmonia på 6 år, Linea på 7 år, Esther 4 år og Epoche 11 År.


OM Nikolaj
​Linea: "Drikker te af en meget lille kop, den han går rundt med" 
Harmonia: "Han har to børn"
Hvad arbejder han med? "Bibliotekar - Var det ham? (Linea) "Ja, det er ham" (Harmonia)
Hvad er han god til? Harmonia: "Han er god til at tegne"

OM Eva (der indimellem stiller spørgsmålene)
Harmonia: "Du er sød og passer godt på dine børn" Linea (datter)": Og bruger meget tid med dem:-)"
Harmonia: "Hvis der er nogle som har brug for hjælp, vil du hjælpe. Du har tre børn."
Linea: "Du er god til at lave ting med hår, og flette. Og god til at bage" ....Jonas, manden, der netop kommer ind: "og god til at rode oppe i lejligheden."

OM Dorte
Harmonia: "Hun er god til at skælde ud" (kigger på mor, der er ved at afrime fryseren i fælleshuset) "Du er skide god til at skælde ud mor." Dorte: "Ja, det er rigtigt."
Herefter diskussion om hvor mange børn Dorte har. To eller tre stykker. Dorte: "To + et bonusbarn" (Det er Sofie)
Harmonia: Hun er god til at rydde op, gøre rent og passe sine børn og vaske tøj. Dorte, tørt: "Ja, jeg vasker meget tøj."
Hvad arbejder hun med? Harmonia: "Hun hjælper blinde og døve børn."

OM Thomas
Harmonia: "Han er god til at filme." Linea: "Han er 54 år" (det er han slet slet ikke)​ Linea: "Han spiller dart, det er han god til. Han er god med computer" ...Harmonia: "Nej. der er min far - og telefoner." 
Linea: "Kan han lide kaffe?" Harmonia eftertænktsomt: "Jeg har en gang set ham drikke kaffe."
Harmonia: "Han har to børn. En der er næsten voksen. Hans kæreste hedder Jane."

OM Steffan (Harmonias far)
Harmonia: "Han er god med sin telefon, han sidder med den hele tiden" Linea:"Og på toilettet (...)Han er sød" Harmonia: "Han er sjov" 
Linea: "Han er meget frivillig" Harmonia: "Han er god til at arbejde." Linea spørger: "Hvad arbejder han med?" Harmonia: "Aner det ikke!" 
Harmonia: "Han er god til at lave telefoner og god til boksning" Linea supplerer: "Han er også god til at læse"

OM Jane
Linea: "Jane kan god lide æg" Jane, der står i køknet, overrasket: "Hvad for nogle æg??" Linea: "Blødkogte og hårdkogte (...) Hun er sød"
Harmonia: "Hun er god til at lave mad" Linea fortsætter: "Meget god. Hun arbejder på Spisehuset"
Harmonia: "Hun er god til at hjælpe andre" 
Linea: "Hun kan godt lide kaffe og er god til aktiviteter med børn"
Harmonia: "Hun hader at vaske op" Jane: "ved du godt det?" Harmonia: "ja da"
Linea: "Hun elsker sit eget brød, det hun laver" Jane griner. Harmonia fortsætter: "Hun elsker sin kæreste Thomas" Linea supplerer: "Og sine børn (kigger på Jane) "Er det ikke rigtigt Jane?" (Jane nikker) Harmonia indskyder hurtigt: "Selvfølgelig"
Hvor gammel er hun? Harmonia: "Hun er 67 år" Linea: " Nej nej. Hun er 49 år, det gætter jeg på"


OM Jonas
Linea (det er hendes far) "Han arbejder med toge - og han går med briller"
Ester (også barn af Jonas), insisterende: "Han er god til at riste boller"
Linea: "Han kan blive rigtig sur, og han er god til at lave mad. Han giver børnene lov til at se fjernsyn. Han synes det er sjovt at spille brætspil"

OM Annemarie
Epoche: “Annemarie er den ældste. Hun er god til at lufte hund”  
Harmonia: “Hun er god til at passe på hendes hund”
Ester: gentager hvad Harmonia lige har sagt, og tilføjer: “Hun kan godt lide at vande blomster”
Harmonia: “Det var et godt bud”
Hvorfor bor Annemarie i bofællesskab? Harmonia: “Fordi hun godt kan lide at møde mennesker” Epoche: “Fordi der jo er nogen der skal bestemme” Med et grin. 

OM Susanne
Hvad er Susanne for én? Epoche: “Hun er én der godt kan lide at lave mad. Og slappe af på sofaen. Harmonia: “Hun kan godt lide at være sammen med sine venner, gætter jeg på. Eller være sammen med sin kæreste” 
Hvad hader hun? Harmonia: “At køre på motorcykel” Epoche: “Jeg tror ikke hun kan lide at støvsuge, det kan ingen mennesker”
Ester: “Jeg siger bare noget jeg tror, hun læser en bog” 
Susanne tilføjer, mens hendes mand Henrik kysser hende på kinden: “og få nusset en fod” 

OM Henrik
Ester: “Han har sådan en dragt på” Er han lille? Ester: “Ja. Han er den mindste på Buske” Harmonia: “Han er den gamleste her. Han er sjov. Tit når han er ude, går han med hue” Thomas: “Han har sgu sandaler på om vinteren” 
Epoche: “Han har briller og hvidt skæg” Thomas: “Han har ikke briller!” Epoche: “Jo han har, se selv!” Thomas: “Gud jo, det har han også. Har han dem altid?” 

Om Theo 
Epoche: “Jeg ved at Theo skal på ferie snart. Og så arbejder han i en børnehave, og så bor han hjemme” 
Harmonia: “Han er god til at kilde. Og slås” 
Tror du der er mange mennesker der er forelsket i Theo? Harmonia: “tja… Nej?” Epoche: “Alle han går forbi falder for ham. Seriøst” 

OM Pernille 
Epoche: “Hun kan ikke høre!” 
Epoche spørger: “Hvorfor tror du Pernille har fået et til barn?” Ester: “Fordi hun var nøgen med sin mand i sin seng” 
Hvad kan Pernille og André godt lide? Epoche: “Når børnene er gået i seng tænder de for fjernsynes og spiser Friis Holm chokolade” 

OM André (Pernilles mand)
Hvad er han god til?: Harmonia: “Mountainbike, og at arbejde”. Ester: “Spille guitar. Han har en grøn kasket” 
Harmonia: “Han går med hat og han går med skæg” Epoche: “han går tit med løse cowboybukser”  
Hvor gammel er han? Harmonia: “86 eller 88? jeg stemmer på 88” 

OM Christian
Epoche: “Han kan godt lide at lave gymnastik. Så har han tre børn” Thomas: “Christian er vores George Gerløs, vores opfinder. Ved I hvad han arbejder med?” Epoche: “Er det ikke huse?” Thomas: “Jo! Og han har også lavet sin egen langtidskogemaskine” 

Buske arbejdsdag


En lørdag hver måned, har vi fælles aktivitetsdag. Der ordner vi alt det som trænger til at blive bygget, repareret eller smukseret.
Her en lille film helt tilbage fra en lørdag i september 2013. Dengang var Epoche en lillebitte pige. Det er hun ikke mere:-)

Hvis du vil se flere Buske videoer, så tjek vores WebTV station her: http://www.videotool.dk/buske

Køkkenhaven


Vi er ca. 25 beboere på Buske, så der skal en del grønt til.
Vi startede med en meget ambitiøs køkkenhave, men har måtte erkende at der skal rigtig rigtig mange timer til for at holde ukrudtet nede, når man ikke vil sprøjte, og det vil vi bestemt ikke. Størstedelen af det grønne vi spiser er derfor i dag indkøbt hos proffer - men stadig øko naturligvis.
I dag er køkkenhaven mest beplantet med bærbuske, og så sår vi en del blomster, planter frugttræer og lidt andet grønt her og der.
Optagelsesprøve

Hvis du vil ind på Buske, så er der kun en vej :-)

Fælleshuset


I fælleshuset (som her er taget med vidvinkel i panorama mode:-) spiser vi sammen, og holder fest, fejringer, juleklip, fastelavn, filmaftner og spilledage.
Vi har bygget det hele selv, og det er skønt at have et sted, hvor man kan være mange sammen.

Fælleshus

Find vej

Sådan kommer du til Buske fra stationen i Hvalsø. 


Når du stiger af toget på Hvalsø station, så skal du bare gå over til rundkørslen.
Fortsæt op af Bentsensvej, (ikke under broen) passér savværket og gå ca. 500 meter længere op af Bentsensvej.
Gå ikke til højre ved de hvide huse, men gå op på toppen af bakken.
Drej til højre af grusvejen.

Der er ca. 1 km. God tur.

OBS!
En voksen kan nøjes med et gråt klip på et klippekort.
(hvis de altså stadig eksisterer:-)

Sådan finder du rundt på Buske

 
I Maries Hus bor:
Mads, Laura, Marie og Christian
 
I Kroen bor:
Stuen th. - Villas, Johanne, Pernille og André
Stuens tv. - Anne Marie
1. th. - Nikolaj
1. tv. - Bille, Dines, Rikke og Mathilde
 
I Hovedhuset bor:
st. th. - Henrik og Susanne
st. tv. - Theo, Vitus, Jane og Thomas
1. tv. - Epoche, Harmonia, Dorte og Steffan
1. th. - Vilfred, Ester, Linnea, Eva og Jonas
 

Meget er forandret

Her lille tilbageblik på Buske fra 1907ish

Hoverhus set fra Kroen

Buske på Facebook.


Lidt små opdateringer, nogle billeder, et link til vores nyhedsbrev, og et opslag eller 5 når vi holder Sommerfest.

På Facebook slår vi - ligesom på nyhedsbrevet, også ledige lejligheder op - hvis der skulle være sådan en på et tidspunkt.

NYHEDSBREV

Tilmeld vores nyhedsbrev, og få de aller aller vigtigste nyheder.

Det er MEGET sjældent vi sender ud, så du kan trygt tilmelde dig.

KONTAKT

Bofællesskabet Buske
Raunsbjergvej 13-16
4330 Hvalsø

Mail
bopaabuske@gmail.com

FAKTA

Buske er en lejerforening med egne vedtægter.
Vi har hver vores lejlighed, hvor vi hver især betaler husleje.

Ud over egen husleje har hver familie/beboer fællesudgifter på Fælleshus, drift og vedligehold. Alle voksne der bor på Buske, betaler også et fast beløb til vores Kreakonto. Disse penge går til indkøb af haveredskaber, inventar, dyrefoder mm.