
Familien Kjer Walther består af Mads på 6 år, Laura på 4 år, Marie på 2 år, Annegrethe på 37 år og Christian på 35 år.
Mads elsker at lege både inde og ude, bygge huler og lave bål. Han er desuden en flittig legobygger, er nysgerrig og idérig. Laura… hvor er Laura – hun er altid i gang… danser, leger, spiller vendespil og cykler sig igennem livet. Har sine meninger og har en imponerende lyst til at bevæge sig altid og alle steder. Marie er altid glad, udadvendt, står ved sine meninger, elsker at danse til musik og er i det hele taget bare skøn.
Annegrethe er uddannet lærer, har en pædagogisk diplomuddannelse i idræt, arbejder som projektkoordinater i Danmarks førende bevægelsesprojekt ”Gymnastikkaravanen.dk”. Udformer kurser i leg, læring og bevægelse for lærere og pædagoger. Christian er civilingeniør indenfor byggebranchen, tidligere elitegymnast, han er dog en gammel cirkushest, der stadig kan snurre 4 gange rundt i luften både vertikalt og horisontalt og ende i et flikflak.
Vi er alle fem glade for at lege og bevæge os, glade for at være både sammen og hver for sig. Vi ser fantastiske muligheder i et bofællesskab og glæder os til at dele hverdagens udfordringer med andre nysgerrige, rummelige og skønne folk.
Familien Kjer Walther melder klar til drivkraft og drøvtyggeri, frirum og fightervilje.
Mandag den 1. September 2008